Tabt arbejdsfortjeneste – erstatningsansvarslovens § 2

En af de vigtigste poster, man kan kræve at få dækket, er erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2. Erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste er skattepligtig.

Det umiddelbare tab – eller midlertidige tab om man vil – i form af mistet indkomst, indkomstnedgang, tabt arbejdsfortjeneste eller hvad man nu vil kalde det, erstattes fuldt ud krone for krone.

Erstatningen opgøres som forskellen mellem det, man ville have tjent, hvis ikke skaden var sket, og den indkomst man faktisk har haft – tabet.

Det er altså vigtigt at være opmærksom på eventuelle lønstigninger, overenskomstmæssige, anciennitetsmæssige eller andet relevant som eksempelvis bonusser, overtidsbetaling eller lignende, som ville være kommet til udbetaling, hvis ikke skaden var sket, og særligt at feriepenge og pension bliver tillagt korrekt. Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, at der ikke fradrages anden indkomst end det, der følger af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2.

Der er mange elementer i en sådan beregning, og det er af stor betydning, at alle faktorer fastsættes rigtigt, da det er vigtigt at få dækket det hul i ens forsørgelsesgrundlag i form af tabt arbejdsfortjeneste, som desværre kan opstå efter en personskade, fordi man ikke kan passe sit job i samme omfang og til samme løn, som hvis ikke skaden var sket.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes frem til, man forhåbentlig bliver i stand til at genoptage sit arbejde med en løn svarende til det den ville have været, hvis skaden ikke var sket, eller til det er muligt med nogenlunde sikkerhed at fastsætte et sikkert varigt erhvervsevnetab på 15% eller derover eventuelt som en midlertidig vurdering af det sikre varige erhvervsevnetab.

Hvis skaden har så alvorlige følger, at man ikke er i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet med en løn, som hvis skaden ikke var sket, er det meget vigtigt, at dette tidspunkt – skæringstidspunktet mellem den fulde midlertidige erstatning og den varige erstatning – ikke fastsættes for tidligt, og at dette først sker, når grundlaget for at foretage et forsvarligt skøn over det varige løntab er til stede.

Årsagen hertil er, at det desværre oftest er sådan, at erstatningen for varigt erhvervsevnetab ikke svarer til fuld erstatning i forhold til den indkomstnedgang, der kan følge i kølvandet på en personskade frem til pensionsalderen – sammenlignet med hvis skaden ikke var sket.

Jo længere man får dækket sit fulde midlertidige tab, jo mindre bliver man underkompenseret erstatningsmæssigt for det økonomiske tab i form af varig mistet indkomst, der kan opstå som følge af en personskade.

Det er derfor vigtigt, at overgangen fra fuld erstatning for midlertidig tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2 til erhvervsevnetabserstatning for det varige tab efter erstatningsansvarslovens §§ 5 – 9, først sker på det efter reglerne korrekte tidspunkt.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan ikke kreditorbeskyttes og må ikke indsættes på samme konto som eksempelvis svie og smerte godtgørelse, godtgørelse for varigt mén og erstatning for varigt erhvervsevnetab, såfremt disse andre erstatnings- og godtgørelsesbeløb skal bevare den kreditorbeskyttelse de nyder, hvis de er indsat på dertil oprettet konto, jf. nærmere herom under disse poster.